Trygt Arbejdsliv

Deltager arbejder ved symaskine med støtte fra medarbejder i roligt værksted

Virksomhedspraktik som næste skridt i Ro, Tryghed & Retning

Trygt Arbejdsliv er tredje trin i forløbet Ro, Tryghed & Retning, stien til en meningsfuld karriere hos RestfulBlanket. Læs om den overordnede ramme for vores sociale indsatser her.

Her bevæger deltageren sig fra et beskyttet arbejdsfællesskab til en mere arbejdsrettet hverdag. For nogle er dette første gang i lang tid, hvor arbejdet igen begynder at føles muligt.

Forløbet foregår som virksomhedspraktik efter Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (LAB) i samarbejde med jobcenteret.

Formålet er ikke behandling eller terapi. Formålet er at skabe et roligt og realistisk sted, hvor arbejdsevne kan afklares gennem konkrete arbejdsopgaver og stabil deltagelse i et lille arbejdsfællesskab.

VIGTIG:
Trygt Arbejdsliv tilbydes aktuelt gennem eksisterende samarbejdspartner og ikke via direkte visitation endnu.


Et roligt skridt tættere på arbejdsmarkedet

I Trygt Arbejdsliv indgår deltageren i daglige opgaver i produktionsværkstedet hos RestfulBlanket.

Arbejdet foregår i et lille miljø med tydelig struktur, stabile relationer og mulighed for individuel tilpasning.

Tempo og opgaver tilpasses den enkelte deltager. Der arbejdes med overskuelige opgaver, pauser når det er nødvendigt, og tydelige begyndelser og afslutninger på arbejdsopgaver.

Målet er at skabe et sted hvor deltagere kan

• afprøve deres arbejdsevne i praksis
• opbygge realistisk arbejdstempo
• finde ud af hvilke rammer der fungerer
• udvikle en stabil rytme i hverdagen

For mange deltagere er det netop denne kombination af struktur, ro og meningsfulde opgaver der gør det muligt gradvist at bevæge sig videre.

AI-billeder
For at værne om deltagernes privatliv, overholde GDPR og skabe tryghed for både nuværende og kommende deltagere, anvender vi AI-genererede billeder, så unge stadig kan få et levende og meningsfuldt indtryk af programmet, uden at nogen behøver at stå offentligt frem, hvilket samtidig kan mindske usikkerhed og spænding i den første fase af deres overvejelse.

Medarbejder giver vejledning til deltager i roligt produktionsværksted hvor naturlige tyngdeprodukter fremstilles
Arbejdsopgaver i små trin og tæt støtte i et roligt og overskueligt arbejdsfællesskab hos RestfulBlanket.

Hvad der sker i et praktikforløb

Et praktikforløb starter altid i samarbejde mellem deltager, jobcenter og RestfulBlanket.

Der aftales blandt andet

• formål med praktikken
• fremmødedage og timetal
• arbejdsopgaver
• eventuelle skånehensyn
• mentorstøtte og opfølgning

Praktikken giver mulighed for at afklare både styrker og udfordringer i et trygt og overskueligt arbejdsmiljø.

For nogle deltagere handler det om at genopbygge tilliden til egne evner. For andre handler det om at finde realistiske rammer for fremtidigt arbejde.


Arbejdet i værkstedet

Arbejdsopgaverne foregår i RestfulBlanket’s produktionsværksted i Vig.

Her arbejder deltagerne med enkle og tydeligt afgrænsede opgaver i forbindelse med fremstilling og klargøring af produkter.

Arbejdet kan blandt andet bestå af

• forberedelse af materialer
• fyldning af rapsfrø eller avner
• syning og samling
• udklipning af stof
• pluk og pak
• registrering af ordrer og dyner
• computerarbejde
• oprydning, sortering, og rengøring
• varmepres af ansigter på tyngdebamser
• optælling, indpakning, udpakning
• ordre modtagelse af råstof
• kvalitetstjek
• pakning og forsendelser

Opgaverne er opdelt i små trin, så arbejdet kan udføres i et tempo der passer til den enkelte.

Der er fokus på stabil struktur, lavt støjniveau og mulighed for pauser efter behov.


Mentor og støtte i hverdagen

Under praktikforløbet er der en gennemgående mentor eller kontaktperson i hverdagen.

Mentorens rolle er blandt andet at støtte deltageren i

• fremmøde og hverdagsstruktur
• planlægning af opgaver
• pauser og energiforvaltning
• samarbejde i værkstedet
• dialog med jobcenteret

Mentorstøtte kan i mange tilfælde bevilges af jobcenteret som en del af praktikforløbet.

Formålet er at sikre, at deltageren får den støtte der er nødvendig for at kunne deltage stabilt i arbejdsfællesskabet.


Medarbejder hjælper deltager ved symaskine under praktisk oplæring
Praktisk oplæring i værkstedsopgaver med tæt støtte.

Et arbejde med ægte mening

På produktionsværkstedet skabes der ikke blot tyngdedyner. Her skabes omsorg, værdighed og håb.

Hver dyne bliver til gennem hænderne på unge mennesker, som selv kan være psykisk sårbare, men som netop gennem dette arbejde får mulighed for at bidrage med noget værdifuldt til andre.

De tyngdedyner, der fremstilles, går i stor udstrækning videre til krisecentre gennem Medusa-projektet. Her bliver de givet til kvinder, som er ramt af vold og som er i gang med at genopbygge deres liv.

Når en kvinde på et krisecenter modtager en tyngdedyne, er det ikke blot et produkt hun får. Det er varme, tryghed og en stille støtte i en svær tid.

Der ligger en særlig styrke i netop dette kredsløb af omsorg. Unge mennesker, der selv kan have kæmpet med sårbarhed, er med til at skabe noget, som giver ro og lindring til kvinder, der har oplevet vold.

Det er arbejde, der rækker langt ud over selve håndværket. Det er arbejde, der forbinder mennesker og skaber mening.

Det er derfor et arbejde, man med rette kan være stolt af. Hver eneste dyne repræsenterer omtanke, dygtighed og et ægte ønske om at gøre en forskel. Og for de kvinder, der modtager dem, er de langt mere end en dyne. De er et tegn på, at nogen har tænkt på dem, og at nogen ønsker dem ro, tryghed og en ny begyndelse.

I arbejdet møder vi mennesker med mange forskellige livserfaringer, blandt andet ADHD, PTSD, Angst, Stress, Autisme og Neurodivergent udviklingsprofiler. Nogle er neurodivergente eller lever med længerevarende belastning og behov for rolige og forudsigelige rammer, og i nogle tilfælde mennesker der selv tidligere har haft udfordringer med søvn. Produktionen omfatter blandt andet Tyngdedyner, og hvis du ønsker en forklaring på hvordan tyngden virker på kroppen kan du læse mere i guiden hvad er en tyngdedyne?


Hvem praktikforløbet typisk er for

Trygt Arbejdsliv kan være relevant for borgere som

• har brug for et roligt og overskueligt praktikmiljø
• har psykisk sårbarhed eller neurodivergens
• har haft svært ved at fastholde arbejde i større eller mere uforudsigelige miljøer
• har brug for at afklare arbejdsevne gennem praksis

Det er ikke et tilbud til alle.

For nogle mennesker vil andre former for støtte være mere relevante. Derfor sker visitation og planlægning altid i dialog mellem jobcenter, deltager og RestfulBlanket.


Praktiske rammer

Adresse
Søndre Vænge 19E
4560 Vig
Odsherred Kommune

Åbningstid
Mandag til fredag kl. 10.00 til 16.00

Der er gode private parkeringsmuligheder på stedet.

Offentlig transport findes i gåafstand. Nærmeste stoppested er Kelstruplund på Kelstrupvej, hvor bus 566 kører mellem Vig og Vig Station, som har togforbindelse på Odsherredsbanen.


Zafir Bæk | Værkstedsleder og Mentor

Zafir Bæk er stifter, værkstedsleder og mentor med omfattende erfaring i arbejdet med mennesker i sårbare livssituationer, hvor hun med specialiseret viden om nervesystem, søvn og mental regulering skaber trygge, strukturerede og udviklende rammer, der understøtter individuel progression, mestring og bæredygtig tilknytning til arbejdsliv og fællesskab. Læs Zafirs fulde profil.

Vejen videre

For nogle deltagere vil Trygt Arbejdsliv være et vigtigt afklaringsforløb, der peger videre mod nye muligheder uden for værkstedet.

For andre kan næste skridt være en mere varig arbejdsrolle.

Når praktikforløbet afsluttes, udarbejdes der en status og en anbefaling om næste skridt i samarbejde med jobcenteret.

For enkelte deltagere kan næste skridt være en fleksjobansættelse i RestfulBlanket gennem Lærke-projektet.

Du kan læse mere om dette næste trin her: Om Lærke-projektet

RSV logo for RestfulBlanket, registreret socialøkonomisk virksomhed i Danmark med fokus på naturlige tyngdedyner, social ansvarlighed og lokal produktion.